AUTOGAARDEN SVINNINGE

Mekaniker Knud F. Hansen åbnede kort efter krigen automobilværksted i den Vestsjællandske stationsby Svinninge - lige mellem Holbæk og Kalundborg. Den energiske mekaniker fik hurtigt noget at rive i, og fik snart forhandling af de tyske IFA-biler og senere også Mobil benzintank. I 1956 opnåede Autogaarden i Svinninge at blive aut. Renault-forhandler. Trods den lidt ydmyge placering i provinsen blev Knud F. Hansen fra starten blandt de anerkendte forhandlere, som importøren Brdr. Friis-Hansen havde stor respekt for. Salget nærmede sig 100 nye biler i de bedste år, hvilket i forhold til befolkningstallet i området, ofte gav Autogaarden en rekord høj lokal markedandel. Tit i stærk konkurrence med Knud W. Sørensen fra Renault i Stensved på Sydsjælland, som havde og har en lignende geografisk placering. Efter Knud F. Hansens bortgang i 1974 - var næste generation ved Ole W. Hansen klar til at drive Svinninge firmaet videre i en ny tid, der var blevet mere turbulent med oliekrise og konkurrence fra bl.a. nye japanske biler. Familien Hansen fastholdt Renault til den bitre ende, hvor importen i 1982 blev givet til Volvo Danmark. Ole W. Hansen nåede dog at få tildelt "guldnålen med romben" for at have rundet 25 år som aut. Renault-forhandler. Herefter forsatte det erfarne Autogaarden som Renault specialværksted, med servicering af den gamle Renault-kundekreds. Der blev også stadig solgt enkelte nye Renault, som blev skaffet via en god gammel kollega. Fra 1983 var det naturligt at tage forhandlingen af de nye licens-producerede  Renault R12 ind - under navnet Dacia. Senere også firehjulstrækkerne Aro. I 1990 sluttede familien Hansen den mangeårige Renault-epoke og afhændede det gamle firma til Odsherreds bilcenter.  Nedenunder ses en række herlige billeder fra de mange år med Renault i Vestsjælland. Venligst udlånt af Renault-Ole, som stadig her mange år efter - naturligvis holder fast i mærket. Der holder således til stadighed en Renault eller to i carporten - her mere end 60 år efter familien Hansen lod de første Renault trille ud i Svinninge.