Renault Veteranernes årstræf 2016 bød på hele paletten af hvad den danske sommer kan byde på. Der manglede kun hagl.

Dragstrup Camping på Mors kunne 19. august byde velkommen til et 30-tals aldrende Renaulter. Spændvidden var stor – fra 1928 Monasix til 1990-ernes Safrane.


Fredag aften: Aftensol, grilning under halvtaget, sludder og sladder i hytter og fortelt.

Lørdag: Årsmøde med generalforsamling – sådan da – og derefter "Tour de Charme", i år uden så megen charme, idet Vorherre havde besluttet, at bilerne lige skulle tjekkes for deres respektive vandtæthed. For hold da op, hvor det regnede. Men turen blev gennemført – kun én opgav, da vinduesviskerne ikke længere ville mere. Til gengæld kom den tilbage som den første, og det er da noget...

Lørdag eftermiddag: Bilerne blev opstillet på række og rad, beundret af besøgende og os selv. Stumper skiftede ejer, og én af os lavede sit helt eget dokumentationsprojekt omkring Dauphinens oliepindslængde fra år til år.

Lørdag aften: Festmiddag, hurraråb, forpremiere på ny hjemmeside, tju-bang, skål, Renault VSOP-cognac generøst stillet til rådighed af de norske (!) deltagere, mere sludder.

Søndag: Vi pakkede sammen, takkede for denne gang, og efter fælles køretur til Renault-forhandleren i Nykøbing Mors bar det hjemad.

Næste år kører vi til Stensved og Feddet camping ved Fakse. Vi glæder os allerede...

Dem, der er på Facebook, vil finde billeder fra årstræffet der. Billederne vil om kort tid også være at finde her i galleriet.