Om klubben

 

RENAULT VETERANERNE blev stiftet den 2. juli 1989 af en gruppe Renault-entusiaster med interesse for ældre modeller af Renault. På det tidspunkt var det de små, hækmotoriserede modeller, der var mest i fokus.

Klubben, som er landsdækkende, har som formål at skabe og vedligeholde en kammeratlig og venskabelig kontakt mellem de ca. 200 medlemmer, der ejer eller interesserer sig for Renaults ældre modeller. Vi glemmer dog ikke de nyere modeller, og flere af disse har i dag nærmest kultstatus. Fuldt fortjent, naturligvis. Disse modeller bliver også ældre, og ved de 35 år er de pludselig Renault-veteraner og kan få officiel veteranstatus.
 
Medlemsbladet "RENAULT VETERANEN" udkommer tre gange årligt. Derudover har klubben sin egen Facebook-side, som er åben for alle, der ønsker at kigge forbi. Har du selv en profil, skal du blot klikke på ikonet nederst til højre på hjemmesiden, så er du inde.

Klubbens medlemmer hjælper hinanden med restaurering og reservedele. RENAULT VETERANERNE formidler kontakt til reservedele gennem sit store netværk i såvel ind- som udland. Under LINK i hovedmenuen kan du komme videre ud i verden til andre hjemmesider med Renault-materiale.

Et højdepunkt hos RENAULT VETERANERNE er årstræffet, som arrangeres hvert år i august. Her mødes rigtig mange af medlemmerne med sine flotte Renault-biler. Dette store træf afholdes på skift mellem landsdelene. Desuden arrangeres forskellige lokale træf i årets løb. På generalforsamlingen fremlægges årsregnskabet, og klubben vælger sin bestyrelse for det næste år. Bestyrelsen har fem medlemmer, som vælges for et år ad gangen.

Årskontingentet, for tiden 200 kroner er blandt det laveste inden for danske bilklubber. Det giver fuld adgang til hjemmesidens medlemssektion, klubbladet og det netværk, som Renault-ejerne udgør, herunder vor medlemsliste med kontaktinformation og oplysninger om medlemmernes biler.

Vi byder dig velkommen som medlem i RENAULT VETERANERNE.

Det skader ikke at være gammel så længe man kan holde til det. Det er tilfældet med denne Renault Monaquatre fra 1928, som i maj 2016 var med til Renault jubilæumstræf i Frankrig. Den er blandt klubbens ældste biler og absolut værd at give din opmærksomhed når lejligheden byder sig. Det er ejeren, Leif Hansen, der sidder på forskærmen ved Renault-fabrikkernes testcenter i Lardy syd for Paris i foråret 2016.